Vil du overleve, må du være stærk og klog
For lang tid siden var der tre nære venner: Hr. Jern, Hr. Glas og Hr. Syltagurk. Hr. Jern var lavet af jern, Hr. Glas var lavet af glas, og Hr. Syltagurk var lavet af syltede agurker. De var fattige folk, der ikke kunne arbejde, og de boede i et lille hus ved siden af ghulens store slot.
De gik ind i ghulens køkken og spiste, og så gik de tilbage til deres lille hus. Men en dag, mens de sad og spiste, fik ghulens kone øje på dem i køkkenet. Hun blev vred og sagde, at de ikke måtte komme der.
Næste dag kom de tilbage og gav sig til at spise i køkkenet, men hun så dem, og denne gang var hun rasende. De løb væk, men hun jagtede dem, og denne gang fik hun fat i Hr. Glas og blæste på ham. Hr. Glas fløj op i luften, faldt ned, gik i stykker og døde. Hans venner var kede af det, men der var intet, de kunne gøre for ham.
Dagen efter gik Hr. Jern og Hr. Syltagurk igen derhen og begyndte at spise, men hun jagtede dem endnu en gang. De løb væk, men hun fulgte efter, og denne gang fik hun fat i Hr. Syltagurk. Hun blæste på ham, så han fløj op i luften og faldt ned, og så knækkede han og døde. Hr. Jern var meget ked af det og vred, og han ville have hævn.
Dagen efter gik Hr. Jern ind i ghulens køkken og begyndte at spise. Hun fik øje på ham og spurgte, om han også ville dø som sine venner. Hr. Jern sagde, at hun ikke kunne dræbe ham. Så blæste hun på ham, og Hr. Jern fløj op i luften og faldt ned, men han døde ikke, for han var lavet af jern. Så blæste hun hårdere end første gang, men han døde stadig ikke. Hun prøvede igen, men mens hun blæste på ham, sprang hendes mund op, og Hr. Jern lo ad hende.
Hun gik til skrædderen for at få syet munden sammen igen. Bagefter gik hun hen til Hr. Jerns lille hus og råbte: »Kom herud, hvis du er en stærk mand!« Hr. Jern kom ud af sit lille hus, og hun prøvede at blæse på ham, men hendes mund sprang op igen. Hr. Jern lo ad hende. Hun blev rasende og gik til skrædderen for at få syet munden sammen endnu en gang.
Hun kunne altså ikke dræbe ham, men hun fik en idé: hun ville fange ham, når han kom ind i hendes køkken. Dagen efter gik Hr. Jern derfor igen hen i køkkenet, men ghulens kone greb ham, puttede ham i en stærk sæk og bandt sækken til med et bødelsreb. Hun udpegede sin datter Memona til at holde vagt over Hr. Jern.
Ghulens kone ville koge Hr. Jern og invitere hele sin familie til at spise ham, så hun sagde til sin datter, at hun for alt i verden ikke måtte åbne sækken. Derefter forlod hun huset for at invitere familien til middag.
Hr. Jern havde hørt hende sige, at hun ville spise ham. Han spekulerede på, hvordan han kunne slippe ud af sækken. Så begyndte han at smaske højlydt med tyggegummi og sagde: »Rød tyggegummi, mmmm, nam nam! Grøn tyggegummi, mmmm, nam nam! Blå tyggegummi, mmmm, nam nam!« Det gentog han mange gange. Heldigvis fik ghulens datter (Memona) lyst til tyggegummi, så hun bad Hr. Jern om et stykke.
Hr. Jern sagde, at han ikke kunne give hende noget tyggegummi, fordi sækken var bundet til. Han sagde, at hun kunne lave et lille hul i sækken, men hun svarede, at det kunne hun ikke, for hendes mor havde forbudt hende at åbne sækken. Så ventede Hr. Jern et minut og gentog: »Rød tyggegummi!!! mmmm, nam nam! Grøn tyggegummi!!!! mmmm, nam nam! Blå tyggegummi!!!!! mmmm, nam nam!« Til sidst sagde hun ja, hun ville lave et lille hul.
Hun lavede et lille hul og sagde: »Giv mig et stykke tyggegummi, tak.« Men Hr. Jern sagde, at han ikke kunne få tyggegummiet ud, fordi hullet var for småt. Så gjorde hun det større og spurgte: »Vil du give mig tyggegummiet nu, tak?« Men igen svarede han: »Nej, det kan jeg ikke, hullet er ikke stort nok!« Hun gjorde hullet endnu større, men Hr. Jern gik ikke med til det, før hullet var så stort, at han selv kunne komme ud igennem det.
Da ghulens kone kom tilbage med sin familie, så de, at maden allerede stod på bordet. Ghulens kone sagde, at hendes datter var enestående, fordi hun havde tilberedt Hr. Jern, og så begyndte de at spise.
Men da de var færdige med at spise, gik ghulens kone hen til køleskabet, åbnede fryseren og så sin datters hoved. Hun skreg: »NEEEEEJ!?!????« og begyndte at græde, men Hr. Jern brød ud i latter og løb op på taget af ghulens hus.
Hun fulgte efter ham op på taget, men Hr. Jern gjorde nar af hende og sagde: »Det her er Memonas skjorte«, og så kastede han skjorten ned til hende. Hun græd hysterisk, og så sagde han: »Det her er Memonas kjole« og kastede den ned til hende. Så sagde han: »Det her er Memonas trusser« og kastede dem også ned til hende.
Til sidst løb Hr. Jern langt væk, tilfreds med at have hævnet sine venners død og vel vidende, at ghulens kone havde mistet alt, hvad hun elskede.
Historiens morale er:
